Mit navn er Hava Baskhanova, og jeg er psykolog med praksis i Aarhus. Jeg ved, at det kan være en stor beslutning at finde den rette psykolog, og ikke alle match er lige gode.
Jeg gerne give dig et indblik i, hvem jeg er, og hvad der er vigtigt for mig som psykolog. Jeg håber, det kan hjælpe dig med at mærke efter, om jeg kunne være den rette for dig.
Mit navn vækker måske nysgerrighed i forhold til, hvor jeg kommer fra. Jeg er født i Tjetjenien, men opvokset i Sønderjylland. Jeg flyttede til Aarhus for at studere, og her har jeg boet lige siden.
Min tilgang til terapi bygger på forståelse, nærvær og nysgerrighed – og et ønske om at møde dig, som det hele menneske du er. Både før, under og efter min uddannelse har jeg mødt mange mennesker med minoritetsbaggrund, som har haft svært ved at finde en psykolog, de følte sig mødt og forstået af. Mange beskriver en oplevelse af, at deres værdier, kulturelle baggrund eller religiøse baggrund ikke blev taget med ind i terapien.
På psykologistudiet fyldte emner som transkulturel psykologi, tro og spiritualitet desværre meget lidt. Men det er emner, som jeg finder vigtige, og som jeg derfor valgte at fordybe mig i både gennem forskning og praksis. Jeg har bl.a. skrevet opgaver om unges syn på terapi og religion, og om hvordan psykologer i Danmark arbejder med klienters livssyn, samt taget kurser i islamisk psykologi fra uddannede psykologer fra bl.a. USA og Canada.
I Danmark arbejder man i psykologisk behandling typisk ud fra den bio-psyko-sociale model – i denne ser man på kroppen, psyken og de sociale forhold. Men mange, inklusiv jeg, mener at der også bør være plads til en fjerde dimension: det spirituelle. For mange mennesker er tro, mening og åndelighed en vigtig del af livet, og det bør også kunne få en plads i samtalen, når man går i terapi.
Et trygt rum – uanset baggrund
Forståelse
En grundlæggende respekt for din oplevelse og en vilje til at se verden gennem dine øjne
Nærvær
Et ønske om at være til stede med dig som det hele menneske, du er – med ro, opmærksomhed og åbenhed
Nysgerrighed
En åben og fordomsfri tilgang – med plads til alle livserfaringer, følelser og kulturelle baggrunde
Jeg henvender mig til alle, både unge og voksne, uanset baggrund, kultur eller tro. Selvom jeg har specialiseret viden om muslimske klienters behov, er mit fokus altid på det enkelte menneske. Terapi hos mig handler ikke om at passe ind i en bestemt ramme – men om at skabe et trygt rum, hvor du kan være dig selv og blive mødt med respekt.
Hvis du leder efter en psykolog i Aarhus, der arbejder helhedsorienteret og med blik for både det personlige og det kulturelle, er du meget velkommen til at kontakte mig. Sammen kan vi finde ud af, hvordan jeg bedst kan støtte dig.
